12. september 2011 |
Kunstgreb i videodokumentarfilm
En serie på 9 videodokumentarfilm angriber forskning på en let tilgængelig og poetisk måde fra en helt ny og mere praksisnær vinkel - nemlig som et arbejde. Den portrætterede Ph.d. stipendiat fra CBS, Martin Gylling, er i produktionerne bl.a. i gang med feltarbejde i virksomheder, der deltager i Kunstgreb. Se fx det 3. afsnit, Forskningsinterview, hvor Martin Gylling interviewer Anni Ehlers fra SKAT.
Afmystificerer forskningsarbejdet
Forskning kommer fra mennesker og videodokumentarerne er henvendt til de unge, der måske overvejer en karriere som personlig opdagelsesrejsende i netop det vidensfelt, de brænder for. Dokumentarerne løfter en flig af, hvad et arbejdsliv som forsker indebærer, og de unge opdager, at udfordringerne på mange måder ikke er ret meget anderledes, end dem de kender i forvejen. Målet er genkendelighed. F.eks. ”hvor er det rart at opleve, hvordan en Ph.d. studerende oplever de samme bekymringer og udfordringer, som jeg har som studerende”. Eller ”hvor er man som Ph.d. studerende dog meget ude blandt mennesker - jeg troede mest man sad alene på sit kontor”.
Forskning skal være tiltrækkende
Forskning er vigtig for Danmarks fortsatte udvikling. Derfor er det altafgørende at kunne tiltrække unge studerende til en karriere som forsker. En traditionel måde, at formidle forskning på, er i lukkede fora med fokus på resultater. Det kan derfor være vanskeligt for de unge at få præcise svar på, hvad en forskerkarriere egentlig indebærer i praksis, endsige motivere dem til selv at gå forskervejen.
Derfor er det vigtigt at vise, at forskning også er en proces, hvor indsamling og bearbejdning af viden, data og dialog med omverdenen er en forudsætning for at nå til erkendelser og resultater.
Frit tilgængelig
Produktionen er frit tilgængelige via hjemmesiden www.science-lab.dk og er støttet af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings tips/lottemidler, som er målrettet tiltag indenfor forskningsformidling. De første 3 afsnit præsenteredes d. 1/9 og herefter præsenteres 1 nyt afsnit om ugen, de næste 6 uger. Science-lab findes også på facebook: www.facebook.com/sciencelabdk