1. september 2011 |
Synliggørelse af videntab i SKAT
I en periode på 12 uger i efteråret 2010 var Henrik Billing tilknyttet Skatteministeriets afdeling ’Innovation & Videndeling’ (I & V), som led i sit afsluttende specialistforløb som Kunstgrebsinnovatør. Hans opgave var at hjælpe dem med at få organisationen til at ’SE’ problematikken omkring tab af viden og føle sig kaldet til at forebygge den. Når der reduceres i medarbejderstaben i en stor organisation som SKAT, er der nemlig en fare for, at en masse viden og specialviden går tabt.
Henrik fortæller at medarbejderne var utrolig nysgerrige og åbne for det nye.
”De var ikke helt uden en vis portion sund skepsis over for hvad en ’bornholmsk troubadour’ dog kunne tilføre af nyt. Modsat blev mine fordomme testet ved, at møde skattemedarbejdere med så alternativt krøllede hoveder."
Han har brugt sin intuition, mavefornemmelse og improvisation i processen, som han også gør i sit kunstneriske virke.
”Det skal føles rigtigt for mig og jeg skal kunne registrere genkendelse og mening i kundens, elevens, publikums øjne.”
’Flyttekassen’ blev metafor for den omstillingsproces som SKAT har været i gang med længe og resultatet af forløbet blev bl.a. udviklingen af VidenWorkshops, en ny kunstnerisk dataindsamlingsmetode. SKAT var meget glade for Henriks arbejde og har efterfølgende hyret ham til en række workshops. De fortæller også, at de har fået mere ud af forløbet end forventet:
”Vi har lært noget om at turde ”være i det”, ”finde roen”, ”lade sig føre”, ”bringe sig selv i spil” og ikke være bange for at gå omveje i stedet for at tage den lige vej fra problem til løsning. Effekten af mødet med Henrik vil dermed række ud over selve projektet,” hedder det i Skatteministeriets udtalelse om til Henrik Billings projektrapport.
Download en pdf rapport om projektet:
Synliggørelse af videntab i SKAT >>
Se også artiklerne:
En af de første » kunstgrebsinnovatører «, Bornholms Tidende, 10.01.2011
Kunstnere skal sparke liv i dansk erhvervsliv, Ugebrevet A4 den 15.11.2010